Udeskole/åben skole
I en tid hvor den virtuelle verden vinder mere og mere frem for mange – børn som voksne – etablerer udeskolen kontakt med den virkelige, vidunderlige verden.
Derfor er det en ambition på Vonsild Skole gennem udeskole at få gjort skoledagen mere meningsfuld, udfordrende og lærerig. Både børn og unge har brug for at lege og bevæge sig og her kan udeskolen, hvor elever møder natur og kultur bidrage til at gøre det endnu mere sjovt og indholdsrigt at gå i skole.
Udeskole på Vonsild Skole skal være med til at understøtte elevernes trivsel, udsyn og lyst til at eksperimentere i undervisningen.
Udeskole giver også mulighed for at benytte forskellige undervisningsformer. Forskellige rum inviterer til afvekslende måder at undervise på og fagene begrænses ikke af klasserummet.
Udeskole giver desuden eleverne anledning til at tage alle sanser i brug, når de studerer den natur og kultur, der omgiver os. På den måde for eleverne personlige og konkrete erfaringer i et møde med virkeligheden.
Undersøgelser viser, at undervisning uden for skolen giver større tilfredshed og glæde ved skolehverdagen. Samtidig giver det bedre faglige resultater, en bedre evne til at koncentrere sig og det giver også eleverne et bedre forhold og kendskab til lokalområdet.
På Vonsild Skole laver vi med en lang række aktiviteter, der foregår udenfor eller på afstand fra skolen. Her er nogle konkrete eksempler på, hvad vi gør i udeskolen:
- Besøg på Designskolen
- Cykeltur til lokale virksomheder
- H/D og naturfag i Huggegården
- Tur i Lunden
- Besøg på Trapholt
- Tur til Kolding Bibliotek
- Studere istidslandskaber ved Rebæk
- Tur til Svanemosen
- Fodboldgolf i Hejls
- Orienteringsløb i Kolding Midtby
- Tur til Binderup Strand
- Overnatning i Skibelund
- Cykelture i lokalområdet
- Tur til Slesvig med Kulturbib-projektet
- Og mange andre ting…